En Laura om ugen

Jeg har omdøbt mit projekt fra “Søndags-Laura-en” til “en Laura om ugen”, for enten skal Laura noget eller jeg er igang med noget andet om søndagen.

Vi skal bare have taget et billede om ugen af Laura og indtil nu er det jo lykkedes meget godt.

Inde i mit hoved ville jeg gøre noget og finde et andet udtryk fotomæssigt, men mine photoshopevner rækker ikke, for ikke at sige at de er ikke-eksisterende.

Hun ligner på dette billede sig selv fra dengang hun var helt lille. Jeg kan se hende i dette billede fra da hun var omkrig 5 år og pludseligt savnede jeg den tid, men kun et kort øjeblik, for denne tid er altså også dejlig, ligesom Laura er et evigt dejligt menneske, som jeg er så heldig at være mor til.

Uge 24

Gøremål og en anelse rejsefeber

Dagen har været uendelig lang med en masse gøremål, som skulle nåes og nogle endda indhentes inden de smuttede ud i glemslen..

Jeg har ikke mange timer tilbage inden jeg rejser på sommerferien og ned til min SaraTrunte og jeg behøver vel ikke engang at tilføje at jeg glæder mig både til at se Sarapigen og til at holde ferie.

Vi har planlagt nogle dage i London og det glæder vi os også til.

Jeg har aldrig været i Londan i modsætning til pigerne og allerede nu kan jeg ane at vi har afsat for få dage til at se og opleve, men vi skal også nå en masse mens vi er i Danmark og tiden er kostbar, men hold fest, hvor jeg glæder mig til at se noget andet, opleve noget andet og få inspiration til resten af vinteren.

 

Lige nu bølger tågen ind og ud af byen.. som den plejer.

Der blev blå himmel midt på dagen efter en formiddag med tåge og til aften lagde tågen igen sine kolde, klamme fingre ud over os og vi er igen indhyllet i uigennemsig, hvid tåge

og jeg tænker allerede en smule katastrofetanker om at flyet ikke kan lande/lette i overmorgen, når vi skal afsted.. “rolig Dorthe, rolig Dorthe” hvisker den optimistiske halvdel af mig, mens den anden gnækker pessimisme og negativitet ind i det andet øre.

Jeg afleder tankerne fra tågen, som vælter ind og ud med at få en ende på gøremålene, pligterne og de ting, som skal nåes og derindimellem trækker jeg vejret, mens jeg ser på alle de hundrede og atter hundrede larver, som gør jorden helt levende, når de snor og vrider sig rundt og frem overalt.

Larverne er, hvad jeg har kunnet google mig frem til, natsværmer-larver og jeg aner ikke, hvorfor der er så forfærdeligt mange og hvordan jeg kan få dem til at forlade min rabarberplanter nede foran huset.

Jeg tænker om det er fordi jorden er så tør.

Der er ikke faldet regn overhovedet og sneen er jo smeltet for længe siden, så vandløbene er også små og totalt ubetydelige og med fare for at lyde som en kværulantisk bondemand, så synes jeg godt, at der må falde en omgang massiv regn, så jorden/fjeldet kan blive grønt og frodigt.

Det klæder bestemt ikke at det knaser under fødderne når man går sig en tur derude.

 

 

Der er underlige fluer, som jeg ikke har set før, men måske er det fordi jeg ikke har set efter før.

Canadagæs og Odinshaner i andedammen

Der kommer et halv tons billeder, for jeg evner ikke at vælge få billeder ud og slet ikke et enkelt, så du får dem alle. Bær over med mig.

 

Det er altså ikke hver dag at der ligger 4 store canadagæs i vores egen lille andedam, Spejdersøen.

Faktisk lå der hele 6 af slagsen, men de to af dem spredte deres over 1 mtr store vingefang ud og lettede.

 

De resterende fire flotte gæs, har så ligget i søen og fortalt spændende historier fra andre verdensdele for gråænderne, som pludseligt syner af så lidt.

Gråænderne har fulgt nysgerrigt med gæssene overalt og gæssene var ikke så sky, som jeg troede gæs er. (til dig som fulgte linket: Jeg tog kun billeder)

Lige om lidt letter de sidste fire canadagæs højst sandsynligt og flyver måske til Nerlerit Inaat (gæssenes sted).

Jeg var ihvertfald fascineret over gæssene, for det er ikke hver dag at jeg kan komme så tæt på og slet ikke hver dag at jeg ser en gås.

Til hverdag må jeg nøjes med ænderne i Spejdersøen og Olsen fylder jo heller ikke alverden, så en gås er en stor fugl i min verden (jajaja.. der er havørne omkring byen om vinteren )

Odinshanerne var lidt mere generte og skulle pudse og pynte sig inden jeg fik lov at fotografere.

 

 

“ Jeg skal lige rette på fjerene…”

 

“Skal lige tjekke spejlbilledet.. vent lidt, vent lidt! Ser jeg ordentlig ud nu??”

 

Gave og slet skjult barnlig stolthed

Jeg har sukket lidt mere og ærgret mig en ekstra gang, –bare for en sikkerheds skyld over min “Gåseøjne”, men så heller ikke mere end at jeg nu har bestilt garn til en ny.

Heldigvis er jeg ikke typen, som lader mig slå fuldstændigt ud af lidt fiasko-strik, så jeg er kravlet op på den høje hest igen og smiler glad, for ved du hvad…?

For ti dage siden var der en pakke til mig i min postboks.

En rigtig fin gave fra een, som jeg beundrer rigtigt meget.

 

Jeg er vild med måden hun skriver sin blog på, hendes fine leg med ordene og det danske sprog, hendes fine hverdagsbilleder og helt uden at kende hende i det virkelige liv, tror jeg at hun er en stærk kvinde og spændende kvinde.

Hun sætter ord på sin hverdag på en måde, så jeg føler at jeg kender hende og hun sætter ord på både de lette følelser og på de følelser som, som måske kan være lidt sværere og tungere at jonglere rundt med, så de falder let.

Jeg har fulgt hendes blog i næsten 7 år og jeg besøger hende hver dag.

Hendes blog er inspirerende på alle måder og jeg føler aldrig at jeg kommer på besøg forgæves.

 

Det er ikke uden grund at andre end jeg tager deres daglige tur omkring Liselottes blog og jeg blev næsten barnligt stolt over de fine og flotte ord hun havde skrevet på det kort som ledsagede det garn, som hun har sendt mig.

Nu er jeg gået ombord i garnet og efter at have bladret rundt i strikkebøgerne og vejet for og imod alle de fristelser, som jeg kom forbi, lod jeg valget falde på en cardigan.

Jeg overvejde en kjole og jeg overvejede længe, men jeg ved, at jeg får brugt en cardigan mere end jeg får brugt en kjole.

Garnet kender jeg jo fra min søsters kjole, så der kommer ingen kedelige overraskelser mht garnet.

Farven er jeg jo vildt glad for og Lene Holme Samsøe plejer at kunne skrive en ordentlig strikkeopskrift, så nu er der kun mine strikkeegenskaber, som kan falde mig i ryggen.

Jeg har skrevet mange tak til Liselotte for det dejlige garn, men tak kan man ikke sige for mange gange.

Forfærdelig god søndag

Kort og godt: Det har været den mest pragtfulde dag længe.

Jan og jeg lurede lidt på vejret og tog så en rask beslutning og tog ud og sejle. Vejrudsigten meldte rask vind fra nord med 14 mtr/sek. om eftermiddagen, men vi sejlede sydpå og var beredte på at vi nok ville få os en livligere hjemtur end vi plejer.

(Alger nede ved lystbådehavnen. Vandet er så klart, at man kan se alt helt ned til havbunden)

Vi mødte Lena og Johannes ude i fjordmundingen.

De havde gjort sig samme tanker som os og tøffede roligt rundt.

Vi kiggede efter sæler, som dog havde gemt sig grundigt og sejlede så ind for at se efter lodder/ammassetter, men vandet var højt..øh højvande og de små fede laksefisk var ingen steder at se. Hmmm så kunne vi da heldigvis fiske lidt.

Jan og jeg fangede nogle dovne småtorsk og Lena fangede en lille havkat og så gad vi ikke det mere.

Det var varmt og vi havde ikke travlt, så vi sejlede en tur længere ind i fjorden og ind bag en kæmpeø, hvor havet var blankt, solen varmede ekstra meget og hvor vi kunne hygge lidt mere.

Nøj, hvor vi nød livet.

Vi vidste at nordenvinden ville aflægge os et visit, så vi var forberedt på de krappe, hidsige bølger og kom fint i havn, hvor vi impulsivt aftalte at ville grille sammen.

Jeg stod for salaterne og lavede kotelletter af havkatten, som blev puttet i en pose med rugmel blandet med meksikansk chili-krydderi. Jeg smagte ikke selv fisken, men den skulle efter sigende være blevet god.

Som sagt var vi lovet en livlig nordenvind

og hun kom skam også, Nordenvinden og gjorde os selskab ude på Lena og Johannes terasse, hvor vi var ved at blæse væk midt i maden, men når humøret er godt og selskabet endnu bedre, så kan vi holde til meget.

 

Der findes ikke noget bedre end de der impulsive sammenkomster både med og uden mad med gode mennesker, som vil ens selskab.

Jeg nyder at være sammen med folk, hvor jeg kan være mig selv, slappe af og være til og det kan jeg (selvfølgelig) sammen med min søster.

Efter sådan en dag kan jeg kun sige TAK for i dag og må din dag også blive god

Gåseøjne i ikke-formfast bomuld

I går blev jeg færdig med at strikke “gåseøjne”.

Jeg opdagede da jeg var kommet et godt stykke igang med bagstykket/rygstykket at jeg helt havde misforstået konceptet med skuldersammenstrikningen, men jeg ignorede det og besluttede mig for bare at ville sy skuldrene sammen.

Da jeg var færdig iflg opskriften prøvede jeg undertrøjen/vesten og kom i tanke om den pagt som alverdens kvinder åbenbart har besluttet sig for at indgå, – at det er grimt og forfærdeligt med slappe, slatne på undersiden af overarmene og så samlede jeg masker op til korte ærmer og strikkede ærmer i for at skjule vores allesammens skam (jajaja.. jeg ved godt at det er noget pjat, noget vrøvl og hvad kan jeg ellers finde på at sige, men vinkearme, er altså bare ingens stolthed og gør vi ikke alle sammen bevidst eller ubevidst noget for enten at fremhæve eller skjule)

Så langt så godt.

Jeg prøvede den igen og syntes så pludseligt ikke at den så færdig med i hals og nakke/ryg og hæklede derfor musetakker om hele halsåbningen og for at gøre det mere færdigt fik ærmene også en omgang og så sad den da også bare lige i skabet.

Den sad flot tæt, til uden at fremhæve eller skjule og jeg var slemt stolt.

Ifølge bandarolen kunne den vaskes i vaskemaskinen på hele 60 grader og da garnet har ligget alle mulige og umulige steder igennem et helt år fik den alt, hvad den kunnne trække i vaskemaskinens 60 graderes program og jeg var spændt som et lille barn på at få den ud og lagt til tørre, så du kan nok forestille dig, hvor ærgerlig jeg blev da jeg hev blusen ud og så at den var strukket fuldstændigt og aldeles ud af facon, – var bred og maskerne hang i deres yderste hårde fibre.

Hvis nogen havde bedt mig om at græde, havde jeg sat mig på gulvet og grædt store, trætte tårer.

Jeg forsøgte at strække den lidt i facon og lidt hjalp det og da den var tør, tog jeg den på, men garnet giver sig, udvider sig og nu er blusen uformelig og ligner ikke det den skulle.

Et var, at farven var en skævert i forhold til hvad jeg synes er pænt, men jeg kunne leve med den, selvom jeg synes at den ligner en selvdød gnavers pels, der har ligge for længe i solen, men at den ikke sidder til og til og med udvider sig og bliver uformelig, dét er altså bare ærgerligt.

Har du et godt råd til hvordan man kan få bomuldsgarn til at arte sig?

Det er første gang, jeg strikker en beklædningsgenstand i bomuld.

Måske er bomuld-et for dårligt og så må jeg jo bare acceptere at min “gåseøjne” endte/ ender som karklud?

 

Opskriften er fra hæftet af Annette Danielsens “Sommerstrik” og hedder “Gåseøjne”.

Bomuld-et hedder Løve soft 8/4 100% Bomuld  (og det er hårdt som tovværk) og farven er 68 (trist hudfarve/selvdød spidsmuse pels, som har ligget i solen i 1½ måned).

Jeg ville ønske at jeg kunne få garnet til at arte sig, for så var jeg rigtig glad for t-shirten.

 

Og nej! Det er ikke min BH-stropper du kan se, men sportstape, som jeg har forsøgt at lindre min smertende ryg med.. Desværre kan jeg vist ikke tåle klisteret på tapen. Det klør og jeg bliver rød som en nykogt reje. Ellers var det rigtigt godt at få tapet musklerne lidt på plads.

Jeg er vild med mønsteret og hvis jeg fandt noget godt, formfast bomuld i en klar og fin farve, er jeg villig til at strikke modellen igen, kun for at have en hjemmestrikket sommerbluse.

Overnatninger i stilheden

Jan og jeg tog i hytten i fredags og uden at sige for meget, kan jeg sige at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke fik min sports-bh på på sejlturen derind.

Bølgerne var skarpe, uforudsigelige og vi landede indimellem hårdt.

Det var råt og køligt, men det bliver ganske opvejet, når man endelig har fået fortøjret jollen og står i lyngen nedenfor hytten.

Oftest har jeg bare lyst til at smide mig i grenene, dufte til qajaasat-en/grønlandsposten og nyde den totale stilhed, som er derinde..

okay, stille er der ikke, for elven bruser højt, fjordens bølger slår ind mod klipperne og ind på stranden, fuglene forsøger at overgå hinanden i at kvidre højest og i længst tid og fluerne forsøger i en falsk tone at akkompagnere fuglenes skønsang og jeg nyder, at der ikke er nogen som helst menneskabte lyde, at der er højt til loftet og at der intet er, som hverken haster eller som skal nåes, når vi kommer ind til vores eget lille selvskabte paradis.

Og jo.. der er skam en slange i paradis.

 

Der er altid en slange i paradiset og vores hedder myg og der er millioner og atter millioner af dem derinde, men denne weekend var der kun en håndfuld og de var alle fem henne og tage en slurk af mig og alle fem efterlod et kløende kyssebid.

Om det er blevet en betinget refleks at jeg bliver tung og søvnig, når jeg ankommer, ved jeg ikke, men det sikkert som amen i kirken, at der går under en ½time inden jeg ligger og bobler enten helt eller halvt.

 

Jeg sover så umanerligt godt inde i hytten.

 

Jan og jeg sover i en 1½ mands futon-seng med hård madras, så vi ligger lidt hårdt og ganske tæt og om det er det, som gør søvnen ekstra god eller om det er stilheden og manglen på lyden af elektricitet, biler, som kører forbi, hunde, som gør, folk, der snakker eller om det er bevidstheden om, at telefonen ikke giver lyd fra sig, at der ikke er noget internet eller en kombination af det hele, skal jeg ikke kunne sige?

Der er ihvertfald stille og vi har fået indarbejdet vanen med, at der ikke er noget, som skal ordnes eller noget som haster. Vi skal falde til ro i tanke og sjæl og nyde at vi er til.

Det er stedet, hvor skuldrene skal falde ned og på plads og hovedet skal tømmes for tanker og livet skal leves simpelt og enkelt.

 

Der er ganske lidt plads i hytten.

Der er kun 15kvm i alt og der kan rundt om bordet kun sidde 5 mennesker, så vi kan ikke fylde hytten med ret mange andre end os selv og det er ganske bevidst og med tanken om at jo mindre stedet er, jo mindre havde vi også at skulle reparere og holde i stand.

Vi har så rigeligt at se til herhjemme og vi når jo ikke engang halvdelen af, hvad vi skal nå.

Vi ville fx. gerne have nået at male huset både udvendigt og indvendigt inden sommerferien, men med fuldstidsarbejde og andre småting, som skal  nåes, var det een af de ting, som blev udsat.

Til gengæld fik Jan ryddet op i skuret og malet hundeskuret nede ved hundepladsen, fik ryddet op i sit arbejdsværelse/værksted og andre overkommelige gøremål, mens jeg passede mit arbejde..

Jan har nemlig haft skemafri i en uge og haft ekstra tid til at forsøge at indhente noget af al vinterens forsømte, men alle disse tanker om ting, der skal ordnet, repareres og gøres, forsvinder ud sammen med tidevandet inde i/ved hytten og bliver opløst i fjordens dyb og livet bliver simpelt og til at overskue og det var jo sådan set meningen med at have en hytte væk fra civilisationen.

Min plan var at fotografere spirende planter og blomster i knop, men som en anden dansk bondemand, sukker jeg lidt efter regn og væde til jorden, for den er knastør og støvet.

Et par enkelte planter har vovet pelsen og er sprunget ud, men de mindre modige gemme sig stadig og håber på vand og mere varme.

 

Jeg ærgrer mig stadig over at mit 300 mm objektiv er gået i stykker.

Jeg ville gerne have foreviget stenpikkeren, som kæmper om territorier med laplandssværlingen

Objektivet kan bruges, hvis man har oceaner af tid og tålmodighed, men småfuglene bliver jo ikke siddende og venter på, at kameraet/objektivet skal blive parat og så bliver billederne iøvrigt lettere uskarpe.

 

(P.S.Gad vide, hvor jeg kan aflevere et defekt objektiv henne, når jeg er i Danmark?? Og gad vide og det overhovedet kan svare sig at få det repareret?)

Vi kom hjem i går, da der er lovet nordenvind med 14 mtr / sek.

Det er ikke så sjovt at sejle i, når man skal runde hjørnerne for at komme hjem og det skal jo både være hyggeligt og sjovt, så vi vendte Tampaxen mod byen og var hjemme i går, hvor jeg fik strikket min sommerbomuldsbluse færdig.

Den ligger i vaskemaskinen og jeg er spændt på det helt færdige resultat, når den er tør.

Jan har taget et billede af mig, hvor jeg sidder på briksen og syr skuldrene sammen på “gåseøjne”

Galla-Trunten

Den yngste har været til galla i går aftes og der er blevet lagt billeder ud lige her.

Hun ser glad og velfornøjet ud og så er jeg jo glad og velfornøjet.

Om under en uge kan jeg give hende et kram, et kys på kinden og holde om hende, som jeg lyster og det glæder jeg mig til

Alderssvarende hemmeligheder

Kan du holde på en hemmelighed?

Jeg har en hemmelighed og den har jeg faktisk haft siden jeg var lille.

Jeg drømte om at have en ravn, som kæledyr og den skulle være min.

Helt min egen og den skulle være tam.

Jeg ville passe godt på den og den skulle komme, når jeg kaldte.

Min hemmelighed er, at jeg stadig godt kunne tænke mig en tam ravn, som var helt min egen.

Og sådan een skal jo være hos een fra den er helt lille af.

 

Jan synes ikke at min drøm er helt alderssvarende, men han synes jo heller ikke at det er alderessvarende at købe sæbebobler og blæse dem helt alene.

Han synes heller ikke, at det er alderessvarende at jeg bliver lidt fornærmet over at hverken han eller Laura gider at hjælpe mig med at fange en ravneunge, når jeg har mulighed for det, men jeg synes altså at de er lidt tarvelige, når de ikke gider at hjælpe mig med fx. at låne mig deres skjorte, når jeg har brug for een, når der er mulighed for at fange en ravneunge.

Olsen synes ellers at det kunne være fint med lidt selsskab.

Nå, men så kunne jeg da også bare nøjes med at fotografere ravneungen, som var faldet ud af sin rede.

Forældrene, altså ravneungens skældte og smældte ud på mig, fløj over mit hoved og kom med stregne formaniger til deres unge om ikke at tale hverken til eller med mig og så stod jeg jo faktisk lidt alene med ønsket om at få en ravneunger under min vinge

Uge 23-Lauraen

Uge 23 Laura-en