Hip hip hurra

Øøøørj, så kom jeg lige i tanke om, at min blog har haft 5 års fødselsdag i marts måned.

Jeg troede og huskede det, som det skulle være engang i maj.

Tiden går hurtigt og sikke mange gode oplevelser jeg har haft ved at være blog-ejer.

Indimellem, ikke så forfærdelig tit, men nogengange overvejer jeg at lukke, slukke og stoppe, men så er der lige et billede mere, der skal vises eller en hverdagsoplevelse, der skal deles.

 

Ofte er der jo intet at skrive om og så bliver også det skrevet ned/ind/op og tiden går og jeg fylder internettet op med ingenting.

 

 

Jeg kunne vælge, at være lidt mere skarp, lidt mere kritisk, lidt mere debatterende eller lidt mere brokkende, men der er altså så mange, som hvæsser knive, tunger og andet skyts mod omverdenen, samfundet og som brokker sig i en lang uendelighed og det er fint, men jeg ved, at kommer jeg for godt i gang med kun at se det negative, hænger jeg i den onde cirkel og bliver kvalt i  mine egne brokkerier, så jeg forsøger hver dag at se det positive og konstruktive.

Det kan være lige så svært, men ofte lykkedes det.

I dag startede allerede i nat med fugle, der larmede ude foran mit vindue, ænder, der rappede og et varmt soveværelse, som agerede gratis sauna, så jeg var sur, sur, sur og ret så negativ.

Bloggen fungerer som min dagbog og som et hverdags-telegram til familien og dig derude.

Hvad får en ganske almindelig grønlandsk/dansk kvinde tiden til at gå med i Grønland, når hun nu hverken drikker sig grønlænder-fuld, misbruger børn, har kønssygdomme eller går arbejdsløs omkring, ikke er korrupt politiker, der misbruger skatteydernes penge på såkaldte uddannelses-rejser til det store udland, hvor de ihvertfald ved bedre eller leder efter olie, som er gemt i grundfjeldet eller i havets dyb.

Jeg laver stort set det samme som dig og det vil jeg, sålænge jeg orker, gerne vise dig med ord og billeder.

Om det bliver endnu 5 år eller om det lige om lidt er slut, kan jeg ikke sige, men de første 5 år er gået voldsomt hurtigt.

Uden dig havde jeg dog ikke holdt ud så længe.

Det giver lidt liv at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen, så tak for alle kommentarerne, mails-ene og de mange gode opmuntrende ord gennem de 5 år.

I sejlrenden

Det har været det mest fantastiske vejr idag. Havet lokkede allerede fra morgenstunden, men der var lige noget arbejde, der skulle overståes.. og overståes, er vitterligt det rette ord i denne sammenhæng, for eleverne er også ved at være trætte af, at skulle op og afsted om morgenen.

De trænger i lige så høj grad som mig, til at være herre over egen tid, men vi kom igennem og ud på den anden side af vores fælles arbejdsdag og så var jeg ikke den sidste, der forlod skolen for at komme ud og nyde det gode vejr.

Det er ikke hver eller hveranden dag, at Sara vil med mig ud og sejle.

Faktisk sker det så ufatteligt sjældent, at jeg var ved at vælte bagover da jeg, troede jeg retorisk spurgte om hun ville med og faktisk forventede et vrængende nej, men istedet fik et smilende ja.

Jeg spurgte da også lige for en sikkerheds skyld om hun vidste om hun vidste, hvad hun svarede ja til og hun ville stadig gerne med.

Lena ville også med og så var der jo bare om at komme afsted og ud på det flade, blanke vand inden nogen ombestemte sig.

Vi hyggede stort og jeg nød, at have passagere med og så især når det var de to.

Vi fangede intet andet end masser af sol og frisk luft og aftensmaden skulle der ikke tænkes på, da vi var inviteret over til min mor til mad.

Se det dur!

Min mors buket står og er ved at blive træt at se på, men er stadig værd at kaste et tæt kig på.

Og måske er mine blomsterbilleder heller ikke verdens mest inspirerende og fantastiske blomsterbilleder, men øvelse gør mester, så jeg fortsætter lidt endnu og indtil jeg selv synes.

 

Jeg ved, at især de flest mænd er noget nær ved at brække sig over at se blomsterbilleder, men så må de jo springe over og komme videre på nettet.

Så kan jeg da også vise en hund fra i går.

Kammeraten måske til den, som blev aflivet.

Eller jeg kan som kompentation vise den rede, som et sisken-par er ved at bygge under vores trappe igen i år.

Der ligger allerede tre æg i og det bliver spændende, at se om der kommer unger ud af æggene.

 

Og jeg kan vise dig vores hus, set fra min far og mors hus.

Vi bor meget, meget tæt på hinanden.

Hinsides

Han blev aflivet i går.

Jeg tog nogle billeder, men tror ikke, at alle ville finde billederne lige interessante, så måske kommer der nogle.. måske ikke.

Indtil videre vil jeg bare være glad for, at jeg nåede at tage disse og disse.

Hav en god tirsdag.

2. pinsedag

I morges, i den dansende pinsesol, fik jeg sendt Jan sydover.

Jeg har endnu ikke hørt fra ham og om han er kommet godt frem.

Mon ikke, at hvis tilfældet ikke var, at jeg så havde hørt noget?

Jeg satser.

 

I hans fravær fik bilen skiftet det punkterede hjul med et andet med luft i og mens jeg alligevel stod og rodede sammen med min far om bilen, kunne jeg ligeså godt vaske den indvendigt.

Som lidt sæbe dog kan forandre odouren…

Eftermiddagskaffen blev indtaget hos min far og mor og ovre omkring deres hus, er der en trafik af den anden verden.

Man skal ligefrem passe på, se sig for og indimellem dukke sig for ikke at få en flyvende fugl i hovedet.

Det spirer og det gror og det gør det ret så hurtigt.

Rosenroden titter op af jorden og lige om lidt slår den sin frodige blade ud

 

Den første mariehøne landede på min fars hånd og om den fløj op til vor herre for at bede om mere godt vejr, skal jeg ikke kunne sige

Inden jeg helt slår mig helt ned, vil jeg lige svinge støvsugeren og lægge lidt væk, sammen og på plads.

 

I morgen starter en ny arbejds-uge og det er lige på og hårdt med møder og jeg skal give dig.

Jeg kunne meget let blive forfalden til disse lange weekender med godt vejr, hvis nogen ville vide det.

Faktisk synes jeg slet ikke så forfærdeligt godt om at skulle tidligt op i morgen, ej heller være indendøre, når der er lovet sol, varme og sommerlig stemning udenfor. Så ville jeg allerhelst bare kunne gøre som jeg lyster og det helst udenfor.

Langt væk

Pinsesolen har ikke holdt dansemik hos os.

Ikke engang i nærheden af os.

Hos os har det regnet, rusket og været koldt.

Der har ikke været solskin udenfor eller indeni os.

 

Vores flag har hængt på halv i dag.

 

Jans gamle mormor sov stille ind i dag.

Hun blev over 90 år og gik stille og udramatisk bort.

 

Hun var en dame i ordets rette forstand.

En dame, som ikke modtog gæster i jogging-bukser eller uglet hår.

Hun var en køn, ældre dame, som man helt automatisk opførte sig ordentlig overfor.

Hun havde en naturlig værdighed og det var altid med vemod, at jeg sagde farvel til hende efter endt sommerferie.

Det er det værste ved at holde af ældre mennesker.. man ved, at man ikke har dem for evigt.

Det har man ikke med nogen, men med gamle mennesker er man bevidst om, den begrænsede tid, man har med dem og det gjorde, at man altid kunne se mig stortudende gå nedefra hende, når jeg havde taget afsked lige inden vi rejste tilbage, når vi havde holdt sommerferie i Danmark.

De sidste par år boede mormor/olde på plejehjem.

Det var et udmærket plejehjem, men i mine minder sidder vi stadig nede i hendes hyggelige hjem i Alstrup, hvor vi holder vaffel-fest i høj solskin med den smukkeste udsigt over Limfjorden  og vi beundrer hendes smukke have, som hun stort set selv passede indtil for sølle 2 år siden.

Jeg har aldrig kendt Dronning Ingrid; sådan privat eller noget, men jeg forestiller mig, at hun nok var ligeså dannet, kultiveret og respektabel som Jans mormor.

 

Jan og hans bror tager til Danmark i morgen.

 

Deres far har i denne uge fået operet sit hjerte.

En ganske stor operation, hvor hjertesækken er blevet fjernet.

På tirsdag skal han så oveni have en ballon-operation og alt i alt betyder det, at han skal tage den nogenlunde med ro, siger lægen, men farfar dyrker meget motion, har altid gjort det og farer rundt og holder sig i gevaldig form.

 

Ovenpå operationen må farfar ikke engang køre bil de næste to måneder og det besværliggør jo en masse ting for ham, men heldigvis har han en stor flok trofaste venner, som hjælper og letter hverdagen for ham.

Men farfar har altid holdt sig i godt form, har dyrket masser af motion, levet sundt og det er ham til gavn nu.

 

Jeg ville gerne at man kunne smutte over gaden og være med til at lette, hjælpe og holde hånd.

Sådan er det bare ikke og vi er så langt væk.

Eller de er langt væk.

I mine tanker ønsker jeg mig tæt på og til gavn, men jeg sidder heroppe og ville ønske at solen for altid ville skinne varmt og lyst på alle mine.. både dem tæt på og dem, som er langt væk.

 

Hvad laver man så, når pinsesolen tilsyneladende er bænkevarmer for regn og rusk og tankerne er andetsteds?

Jeg har været lidt ude og fotografere lidt mere vand.

Koldt vand, som risler, drypper, løber og strømmer.

Pas godt på jer selv og hinanden.

P.S.:

Jeg fandt to billeder af mig selv på mit foto-kort.

 

Det ene har Sara taget og det andet har Jan taget. (jeg har selv efterbehandlet begge billeder)

Jeg synes selv, at det er nogenlunde billeder af mig, så dem må du gerne se Om ikke andet, så ved du løbende, hvordan jeg ser ud

Genoplivning

Har du også et stykke tøj af een eller anden art, som du har haft i 15-20 år og som du bare ikke kan få dig selv til at smide ud?

Jeg har en gammel, gammel cowboy-skjorte, som jeg har gået rigtig meget med.

Faktisk har jeg gået så meget med den, at folk må have troet at det var det eneste stykke tøj jeg havde.

I samtlige 20 år, hvor jeg har ejet skjorten, har flippen irriteret mig og manchetterne har siddet lidt små-stramt og jeg har derfor ikke gået med den de sidste par år, men så købte Sara en cowboy-skjorte og jeg kom i tanke om min.

Jeg fik Jan til at pille de grimme metal-trykknapper ud af den og det var et værre bøvl, kunne jeg se, men han fik dem alle ud.

Flippen blev klippet af og det blev manchetterne og noget af længden også.

I dag købte jeg 8 forskelligt-farvede perlemors-knapper og lige pludselig gider jeg godt gå med skjorten igen.

Prinsessehue og fjord is-inspektion.

Prinsessehuen fra bogen:”Hattedamer” af Annette Danielsen har nu ligget færdig siden torsdag.

Der er måske ikke lige sæson for varme strik-huer lige nu og dog!

Der er faktisk ikke voldsomt meget varme heroppe lige for tiden.

Måske ville det endda være mere korrekt at sige, at der ingen varme er overhovedet, men ligefrem, at iføre sig en varm strik-hue, er måske lige demonstrativt nok.

Huen er strikket med dobbelt garn i Drops Alpacca 100% pure alpacca og jeg har brugt 112 gram ialt. Jeg blev nødt til at gå ned i pind 2½ og 3 for at få den til at passe.

 

 

Vi skriver 26. maj.. også her i Sisimiut, men det føles ikke forårs-agtigt for tiden.

 

 

Det kunne jo også være at min utålmodighed skyldes, at vi lige akkurat ikke kan komme helt ind til hytten.

Vi sejlede ind og tjekkede fjord-isen i dag, men der mangler omkring 100-150 meter for at vi kan komme helt ind til land.

Det, som du kan se forrest i billedet, kan vi sagtens sejle i, hvis det var strengt nødvendigt, men længere inde, lægger isen stadig og kan hverken bruges til at sejle igennem, gå på eller noget som helst fornuftigt.

Vi kunne se hytten og hvis man kigger rigtigt godt efter, kan man også se den på billedet.

Den syner jo ikke af meget i den store natur

 

Jan får indimellem gået sig nogle ture.

Jeg burde gå med, for min vægt står stille.

Helt og aldeles stille.

De sidste 5 kg. som jeg gerne ville have smidt, sidder fast og jeg gør ikke nok ved det.

Næsten tværtimod.

Motivationen er forsvundet, men jeg vil den kommende tid forsøge, at finde den frem igen, så jeg kan nå mit mål.

Hvor og hvordan ved jeg ikke endnu, men den skal altså bare findes!

I virkeligeheden burde jeg smide, ikke bare 5, men hele 10 kg. mere, men jeg vil være så godt tilfreds med at smide bare 5 sølle kg.

 

Sejlturen ind til iskanten skruede nogle forventninger op, men der går nok en uge til halvanden før vi kan komme ind og drikke en kop kaffe derinde.

I dag vendte jeg jollen rundt og sejlede udaf fjorden igen.

Jeg hev omkring 15 pæne store torsk op og sejlede hjem, hvor torsken blev kogt.

Mens den lå der i gryden blev jeg hevet væk fra mine gøremål og pludseligt havde den så kogt for længe.

Øv.

Den smagte nu udemærket og gled fint ned med den sennepssovs, som jeg lavede til og den smagte en anelse bedre, fordi mine forældre også kom og gjorde os selskab.

Investeringer

Så har jeg købt og betalt for en hjulpisker..

Hvorfor fremhæve, at man har købt en hjulpisker??

Jo, for nu kan jeg så piske flødeskum og kagecreme i hytten og så er der absolut ingen undskyldning for ikke at lave lagkage inde i hytten.

Nu mangler jeg bare at kunne komme derind!